Den nordlige blok omfatter en labyrint af veje, der forbinder højderne af Castellari-bjergene (en overgangszone mellem Berici-bakkerne, Lessini-bakkerne og Foralperne), Monteviale/Creazzo (samlet til en enkelt bakket blok), Sovizzos bjergskråninger og endelig områderne med udsigt over Montecchio Maggiore. De tre bjergskråninger er gennemskåret af forskellige dale: Valdiezza, der adskiller Creazzo/Monteviale fra Sovizzo, Valgrossa og Valdimolino, der adskiller Sovizzos højder fra Montecchio, og ValCaussa, der snor sig mellem højderne af Montecchio Maggiore (Sant'Urbano og Vigo). Så har vi selve massivet af de nordlige Berici-bakker, som krydses i over 20 km fra Vicenza til Barbarano Vicentino af hovedvejen i bjergene: SP 19 Dorsale dei Berici. Denne vigtige og spektakulære vej (klatring nr. 4 ud af 100, DORSALE DEI BERICI) er forbundet af adskillige veje, der er nævnt i Berici-klatringerne, fra hver skråning af den nordlige blok. Blandt de vigtigste er SP12, som forbinder Brendola med Dorsale; Via Pilla, som forbinder industriområdet i det vestlige Vicenza med Dorsale; og militærvejen, der forbinder den østlige del af Torri di Arcugnano med Dorsale.

De to makroblokke er adskilt af Pozzolo-dalen gennem Boccadorno-passet mod øst og Bocca d'Ascesa-passet mod vest, en karakteristisk dal på grund af sit fantastiske og svævende landskab, det vil sige en dal, der ligger i bakkede og ikke flade højder.

Mod syd trækkes den klare afgrænsning mellem de nordlige og sydlige blokke af en enorm fjord: den store flade Val Liona, der starter fra øst afgrænset af de to højborge repræsenteret af byerne Sossano (mod nord) og Orgiano (til syd) og insinuerer sig i adskillige kilometer mod nordvest, uden om Colle di San Germano dei Berici og indsnævres stadig længere op til Spiazzo og Pederiva, herfra ender den mod vest med Bocca d'Ascesa og mod øst med lokaliteten Calto.

Den sydlige blok er kendetegnet ved en labyrint af veje, der krydser den og forbinder de forskellige lavlandslandsbyer med den nordvestlige top af det sydlige plateau, der er identificeret af den storslåede Grancona og dens panoramiske piazza, en terrasse med udsigt over Liona-dalen. Hovedruterne er dem, der forbinder Lonigo med Grancona, som går gennem det karakteristiske Buso della Giareta-kryds, og den direkte rute, der forbinder Meledo med Grancona på blot et par kilometer.

Den sydlige blok har to vedhæng adskilt fra hovedområdet, de to mikrobakker Montegalda og bakkegruppen Albettone med dens landsbyer Lovolo og Lovertino, som praktisk talt morfologisk forbinder Berici Climbs med området omkring Euganean Hills.

Alle veje med undtagelse af hovedruterne nævnt ovenfor er veje med lav/lidt køretøjstrafik, med stort set ingen tung trafik bortset fra enkelte busser og små lastbiler. Gaderne er ikke frekventeret af for mange motorcykler og er virkelig ideelle til cykling. Under alle omstændigheder minder vi dig om, at dette IKKE er veje, der er lukket for trafik, og for ALTID at respektere motorvejsreglerne, anbefaler vi altid både for- og bagpositionslys, brug af hjelm og den rette mængde forsigtighed, især ved kørsel ned ad bakke givet at man meget ofte kan støde på vilde dyr som råvildt og harer.